Ville du også ønske, at du kunne slippe ja-hatten og stå lidt mere ved dine egne behov og sætte grænser? I dette blogindlæg kommer jeg ind på, hvorfor det er så pokkers svært at sige fra eller bare “nej” – og giver dig lidt stof til eftertanke, du kan tage med dig, når du har læst færdig.
Jeg møder mange mennesker, der er så tyngede under vægten af den forherligede JA-hat – så derfor tænker jeg, det er vigtigt at sætte lidt fokus på dén hattemode! For nogen føles det slet ikke som en mulighed at sige nej eller fra. Der kan være så meget ubehag forbundet med at skulle sige fra eller nej, at de lader være. Hvis de overhovedet, når at mærke, at de allermest havde lyst til det. I bund og grund handler det om overlevelsesstrategier. Både i vores urinstinkt og i vores tilknytningsmønstre.
“You can leave your hat… “ …off !
Når vi ofte foretrækker JA-hatten er der altså nogle helt instinktive årsager til det. OG også nogle rigtig vigtige grunde til at lade den ligge på hylden nu og da.
Og tag ikke fejl…
Ja-hatten kommer i et utal afskygninger. Så selv om ordet, ”JA” ikke kommer ud af din mund, kan et gammelt mønster om at sige ”ja” for den gode stemnings skyld være på spil. Det kan komme ud pakket ind som ”ordentlighed”, et solidt pleaser-gen, pligtopfyldenhed eller det ”gør/bør/skal man jo”.
Kender du det?
Det kunne for eksempel være:
Ja – til at blive ved med at møde op på arbejdet, du hader. Ja – til at afholde den legegruppe, du ikke har overskud til. Ja – til veninden, der altid brokker sig og dræner din energi. Ja – til at prioritere en andens tid og behov frem for dine egne.
Lad mig skynde at slå fast. En fastgroet nej-hat er heller ikke er godt alternativ. Hvad det kan handle om, må blive et andet blogindlæg 😉
Det handler altså ikke om enten-eller, men om at finde den gode balance.
Og, tvivl ikke. Jeg elsker ja-hatten. Den får ideer til at blomstre, får os til at se muligheder frem for begrænsninger og giver grobund for godt samarbejde. Den har reddet mig i mange tilsyneladende umulige situationer. Den hjælper også til at vi finder modet til at udfordre os selv ud af comfort zonen, når vi mest har lyst til at sige nej.
Det er klart også sjovest (eller, er det nemmest?) at være med mennesker, der siger ja, ik’? Der ikke skyder dine ideer ned, imødekommer dine forslag og behov, og giver en hånd med, når det hele brænder på.
MEN.
For der er et meget stort MEN.
Lige så mange gode grunde, der er til at sige ja, så skal den skønne JA-hat også bruges med omtanke. Så mærk godt efter – og overvej om den ikke skal af lidt.
Hvad mærker du, når du siger ja – eller ikke får sagt nej?
For har du tiden, lysten og overskuddet til at sige ja?
Til endnu en weekend med aftaler, selv om du allermest vil være hjemme. Til en ekstra opgave, selv om du allerede har rigeligt. Til at blive i det job eller den relation, selv om det stresser dig og gør dig ulykkelig. Eller som måske er direkte usundt for dig at blive i!
Siger du ja i trods eller fordi du rigtig gerne VIL?
Ikke fordi, du synes, du SKAL eller BØR?
Hvad rører sig i dig, når du siger ja?
Giver det dig energi og gør dig glad, og kan du mærke, at du har overskuddet og lysten til [indsæt selv, hvad det er]. Eller bliver du træt, usikker, trist, urolig eller irriteret?
Og husk igen.
Et ”ja” kan komme ud på mange andre måder end som to de små bogstaver. Det kan være du ikke får sagt direkte nej, eller slet ikke får sagt noget. At du i din frygt for at gøre den anden ked af det, bliver for uklar og vag i dit svar, så der er for stor fortolkningsfrihed?
Siger du hellere noget i stil med ”Det må vi lige se på” frem for ”Det kan jeg desværre ikke hjælpe dig med, for jeg har selv en opgave, jeg skal have færdig”. Bare for at give ét eksempel.
3 grunde til det at sætte grænser er en umulig opgave
Inkarnerede ja-sigere, er ofte people-pleasere. De føler et stort ansvar for ikke at ødelægge den gode stemning og prøver ofte at leve op til nogle forventninger, de ofte ikke konkret kender. De vil for alt i verden undgå konflikter og at skuffe andre.
Med de bedste intentioner, har de sat sig selv på en mission impossible.
For det første: Det er et livsvilkår, at vi ikke kan gøre alle glade og ingen kede af det.
For det andet: Det er et paradoks, at det er konfliktfyldt i sig selv at ville undgå konflikter.
For det tredje: Du kan ikke både sige fra, og skåne den anden for de følelser følger med at få et nej.
Frygten for at blive afvist eller fejle, får dig til at sige ”Ja”
Vi mennesker er flokdyr og har brug for at føle, vi hører til. Derfor er det helt naturligt for os at sige mest ja. Helt instinktivt sikrer det vores overlevelse. Det være sig arbejdspladsen, skolen, vennegruppen, familien eller kærlighedsrelationen.
Frygten for at blive afvist eller ekskluderet, er en af menneskets dybeste frygt. Ikke sygdom, terror eller ulykker, men derimod afvisning, at føle os utilstrækkelige eller skuffe andre.
Derfor sidder den ja-hat nogle gange lidt for godt ned over panden. Helt ubevidst. Autopiloten (og frygten!) har fåete magten. Vi glemmer vores egne prioriteter, værdier og behov. Vi glemmer at vores tid og behov er lige så vigtig, som de andres. Vi glemmer at mærke efter. For vi er ude og mærke og imødekomme alle andre.
Bagagen lægger ekstra pres på ja-hatten
Vores evne og mod til at turde sige til og fra, er tæt forbundet med vores tilknytningsmønstre. Altså, hvad vi har lært eller ikke lært tidligt i vores liv. Hvad er du blevet vist? Hvad er du blevet anerkendt og elsket for – og hvad er du ikke?
Hvis du ikke har lært ”hjemmefra”, at dine følelser havde værdi, eller du var nødt til at tilsidesætte egne grænser og behov, fordi noget andet (eller nogen!) fyldte, kan det føles svært at sætte egne behov først, når du bliver voksen. Det kan næsten føles farligt at tillade dig selv at sige fra, takke nej og eller udtrykke et behov.
Vi strækker os laaaangt for at undgå ubehaget ved at skulle sige fra eller nej.
Selv i familier uden de store udsving – med mor, far og børn, kan der stadig være noget, du ikke har fået med. Ikke af ond vilje, men bare fordi at ”det var sådan, det var”. Det kan være, at du ikke fik lov at droppe en spejder, selv om du overhovedet ikke synes, det var sjovt. At far blev i det samme job hele livet, selv om han ofte klagede over det ved middagsbordet. At mor var supergivende over for alle, men sjældent for sig selv.
Der ligger mange værdifulde indsigter gemt i at opdage, hvilke tillærte mønstre og overbevisninger, vi har med os, der kan gøre det svært at mærke efter og sige nej.
Men jo længere du strækker dig for at imødekomme alle andres følelser og behov, des længere fjerner du dig fra dig selv. Jo mere du siger ja til andre, des mere siger du nej til dig selv. Og det slider, trætter og dræner.
Og ved du hvad mere?
Du kan alligevel ikke skåne andre for den følelse eller det ”besvær”, der følger med, når du ikke siger ja.
Flytter du dig fra ubehaget ved at sige nej ved at beholde ja-hatten på?
Lad os lette lidt på den sammen. Få ”lidt” mere plads. Til dig.
Synes du, det er svært på egen hånd? Lad mig hjælpe dig med blive bedre til at sætte sunde grænser for dig selv.
Kh. Marianne