Forstå dig selv bedre: Lyn-guide til de 4 tilknytningsstile

Hvordan dine tidligere relationer former, hvem du er

Hvis du har en oplevelse af at gentage de samme reaktionsmønstre, kan det være en god idé at tage et kig i bagagen. Nemlig din tilknytningsstil. Det kan have en betydning i de udfordringer, du oplever. Det kan være i relationer, lavt selvværd, et stærkt pleaser-gen og/eller negative overbevisninger om dig selv. Gentagne stresssygemeldinger kan også vise sig at have rod i din tilknytning.

Simpelt forklaret kan man sige, at din tilknytning skabes med dit livs første kærlighedsrelation. Nemlig det forhold, du havde til dine forældre eller omsorgspersoner, da du voksede op. Og den har betydning for, hvordan du indgår i relationer i dit voksne liv. 

Vores tilknytningsstil er som en indre GPS, der bliver grundlagt i vores tidligere barndom og opvækst. Hvordan vi er blevet mødt, set, hørt og elsket har betydning for, hvordan vi som voksne indgår i relationer og forbinder os med andre mennesker. Afhængigt af hvad vi har fået med os, kan denne evne være præget af svingende grader af tillid og tryghed i os selv og til andre.

At få en forståelse for vores tilknytning hjælper med at forstå os selv som voksne. Det er med til at give os en indsigt i og accept af os selv, så vi kan skabe de forandringer, vi har brug for. 

Tilknytningsteorien blev oprindeligt udviklet af psykoanalytiker John Bowlby tilbage i 1950’erne. Der er lavet et utal af eksperimenter og undersøgelser, der har skabt forståelse for, hvordan vi mennesker forbinder os med hinanden – på godt og ondt. 

Der findes 4 grundlæggende tilknytningsstile: den trygge, den utryg/ambivalente, den undvigende og den desorganiserede .

Jeg giver dig her en kort lynguide til de 4 tilknytningsstile her: 

1. Tryg tilknytning

Mennesker med en tryg tilknytningsstil navigerer trygge og tilpasse mellem intimitet/nærhed og selvstændighed. De har som børn typisk oplevet stabilitet og følt sig set, mødt og forstået uden betingelser eller forbehold. De har kunnet søge tryghed og bekræftelse, og er blevet rummet i deres følelser. Som voksne har de ofte et godt selvværd og har en positiv opfattelse af sig selv. De er tilpas med både at søge kontakt, støtte og nærhed og er heller ikke bange for at være alene. De har let ved at regulere egne følelser, udtrykke egne behov og grænser og kan indgå og skabe sunde og ligeværdige relationer. 

Kort om tryg tilknytning v. psykoterapeut Marianne Eikers

2. Utryg/ambivalente tilknytning

Et af kendetegnene ved denne tilknytningsstil er et stort behov for bekræftelse og “garantier” fra deres omgivelser. Der er en iboende frygt for at blive forladt / afvist. I nogle relationer kan der være en tendens til at blive afhængig af den anden. Egne behov og grænser bliver tilsidesat for at bevare relationen. I opvæksten har kontakten til de primære voksne været ustabil. Den kan have svinget mellem at være kærlig / opmærksom til at være fraværende og/eller afvisende. Man kan som barn have været nødt til at afkode og tage vare på andres følelser og stemninger. Som voksne har de ofte et lidt stækket selvværd, udfordringer med tillid både til sig selv og andres intentioner. De kan have svært ved at være alene og tendens til jalousi.

Kort om ambivalent tilknytning v. psykoterapeut Marianne Eikers

3. Undvigende tilknytning

Med den undvigende tilknytningsstil har man svært ved at give sig hen til andre og man skatter sin selvstændighed højt. Man er typisk vokset op med strenghed eller følelsesmæssigt fraværende voksne. Som barn har man ofte ikke følt sig set, hørt og rummet for dem, de er. Og de har derfor ikke oplevet at få hjælp til at regulere og forstå egne følelser. Det kan være forældrene har haft travlt med andet end barnets trivsel. Der kan også have været et udtalt fokus på præstationer, pligter, prestige og ”god opførsel” – end af følelser, fællesskab, forbundethed, frygt og drømme. Som voksne har de svært ved at stole på andre, kan virke afvisende og holde andre i en armslængde. De har en tendens til at være følelsesmæssigt selvforsynende og svært ved at vise sårbarhed og snakke om egne følelser. 

Kort om undvigende tilknytning v. psykoterapeut Marianne Eikers

4. Desorganiserede tilknytning

En stor grad af ustabilitet, angst og frygt fra forældre og/eller andre omsorgspersoner i opvæksten definerer den desorganiserede tilknytningsstil. Man har typisk oplevet omsorgssvigt, overgreb (fysisk eller følelsesmæssigt) og/eller andre traumatiserende oplevelser. De har ofte haft svært ved at finde tryghed og beroligelse hos de voksne, der burde være deres trygge base. Det har resulteret i et konstant alarmberedskab i nervesystemet, som gør det svært at berolige og regulere egne følelser. Den megen ustabilitet, manglende tryghed og regulering betyder, at de som voksne kan opleves ustabile og usammenhængende i deres følelsesliv og i deres evne til at være i relation med andre.

Kort om disorganiseret tilknytning v. psykoterapeut Marianne Eikers

Som gammel software, der kræver opdatering

At forstå din egen tilknytningsstil kan hjælpe til at forstå dig selv, dine reaktionsmønster og de udfordringer, du møder. Vi har alle mønstre med os. Nogle gavner os, andre forhindrer os i at leve vores unikke liv. Det er vigtigt at se på sin historie med kærlige øjne og arbejde med det med respekt og nænsomhed. Det er overlevelsesstrategier, der har passet på dig og hjulpet dig med at “overleve” i en relation, du var afhængig af som barn. Nemlig at kunne bevare relationen og kontakten til det vigtigste i dit liv: dine omsorgsgivere og første kærlighedsrelationer. 

Når vi som voksne mærker, at noget ikke fungerer optimalt, så er de gamle mønstre stadig i spil. Det være sig i parforhold, forældreskabet, blandt venner, på arbejdet, i de valg du træffer for dig selv. Helt sker helt ubevidst – men de relationer, du lærte dem i samspil med, er du ikke længere afhængig af. Det er som gammel software, der er blevet forældet.  

At forstå dig selv, din tilknytning, overlevelsesstrategier og mønstre, hjælper dig med at styrke din evne til at indgå i mere tilfredsstillende relationer.

Det kan skabe dybe forandringer at opdage og forstå din tilknytningsstil og være transformerende for dit selvværd. 

Hav tålmodighed. Det tager tid at slippe gamle mønstre og tillade dig selv at række ud efter det, du har behov for. Så DU kan komme til at stå stærkere i dig selv. 

Jeg tror på dig ♡

Kh.

Psykoterapeut Marianne Eikers

 

Kontakt mig på 29 73 36 76 eller book din tid online