fbpx

Ø-kuller var ikke på min bucket list

For præcis et år siden i dag, sad jeg på en eksotisk ø i Atlanterhavet med en veninde, jeg har haft gennem årtier. Verden stod åben – sådan helt bogstaveligt talt. Stine bor i USA og vi har derfor et mål om at se hinanden en gang om året et sted ude i verden. Vi er begge optagede af personlig udvikling – vores egen og andres. Vi taler meget om, hvordan vi mennesker sætter begrænsninger for os selv. Hvordan vi lader os styre af gamle overbevisninger, som holder os tilbage fra at leve det liv, vi ønsker. Så der var vi. Nød en bekymringsfri uge væk fra hverdagens trivialiteter. Yoga på stranden, ture i åben sportsvogn, spa-behandlinger, lækker mad og drinks. En carefree ferie.

Havde du spurgt mig et år forinden, havde jeg tænkt det utænkeligt at tage på den type ferie uden familien. Det gør jeg ikke længere. 


Når der bliver rokket ved noget

På sidste dagen af vores ferie sprang jeg ud af sengen for at nå endnu en gang yoga på stranden. Men jeg nåede det ikke, for jeg havde glemt, jeg skulle nå at hæve penge til instruktøren på vejen. Jeg kom fem minutter for sent. De var gået i gang og jeg ville ikke forstyrre, så jeg listede i stedet forbi dem og helt ned for enden af stranden.

Som jeg sad der i det hvide sand og kiggede ud over det turkisblå vand, var jeg skuffet, for jeg trængte til den yoga, syntes jeg. Så nogle minutter havde jeg ondt af mig selv. Men så slog det mig. Hvor mange gange i mit liv er det lige, jeg får lov at sidde helt alene på en sandstrand ved Atlanterhavet?! En pelikan sad på en sten og skuede dovent ud over det samme hav som mig. En sort firkantet skygge gled igennem vandet lige foran mig. En rokke. Dens elegance og ro strøg nærmest min sjæl og trak mig ind i nuet. Det unikke i at sidde der i mit eget selskab. Det var dét, jeg havde brug for. Lige dér. Med mig selv. På Key West. 

I terapi arbejder vi med ”figur-grund skift”. Helt simpelt forklaret handler det om, at dét vi fokuserer på, vinder vores energi. Så fra at ærgre mig over, at jeg ikke nåede min yoga-klasse, blev fokus flyttet til tage den unikke opelvelse ind, der var dumpet ned i hænderne på mig. En gave, som jeg ikke kunne have forudset. Jeg vil ikke påstå, at jeg i situationen selv var fuldt bevidst om dette skift. Men det var et valg, jeg traf. En accept af, at det ikke blev som planlagt. Det blev noget andet. 

Jeg skal dog skynde mig at sige, at det ikke er altid, at et sådan figur-grund-skift, eller fokusskift, foregår så glat! Det vender jeg tilbage til lige om lidt. 


Sceneskift: Et år senere. Marts 2020. 

Og her er vi så. Et år senere. Havde du spurgt mig dér på stranden på Key West, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at vi nu ville sidde her i ”familie-isolation”. Det gør jeg så nu. 

Vores, Stine og min, næste tur skulle være gået til New York. Men alle planer er sat på standby. Af noget der er lige så usynligt og begrænsende, som de gamle overbevisninger, vi alle ind imellem slås med. Corona hedder den. COVID-19. Det lyder næsten som et flynummer. Den rejser også med lynets hast over alle verdenshave, men de ”passagerer” den tager med sig, har på ingen måde bedt om turen. Og det er ikke nogen eksotisk rejse, de kommer på. 

I disse uger ser verden markant anderledes ud. Landets grænser er lukkede og mange af os er sendt hjem. Den øde strand, jeg sad på for et år siden, er skiftet ud med hjemmets fire vægge. Det har vist været et chok for de fleste, at vores hverdag blev vendt på hovedet på en onsdag aften, hvor Mette Frederiksen lukkede landet ned. 


Ø-lejr på Corona Island

Det er ikke kun rejseplaner, der bliver sat på hold. Det er den velkendte og trygge hverdag for både børn og voksne også. Den hverdag mange (inklusive mig selv!) i perioder higer efter at tage en pause fra. Det var sådan en, jeg tog på Key West sidste år. Men det var ikke sådan her, vi mener, når vi længes efter et break, vel? Et ufrivilligt retreat på Corona Island… Den var ikke ligefrem på vores ”bucket list” over steder, vi gerne vil hen, vel? 

Pludselig virker hverdagen nærmest eksotisk attraktiv igen. Og det har fået mig til at tænke. 

For det er nu, vi kan blive seriøst udfordret på det dér fokus-skift (figur-grund), jeg talte om før! Fordi: Vi har ikke selv valgt denne ø-lejr. Vi har ikke selv valgt isolationen. Vi har ikke selv valgt… (fortsæt selv). Og vi har ingen erfaringer fra en lignende situation. Men vi må helst ikke hænge fast her. For så er det vi bliver triste, modløse og deprimerede. Vi får flere konflikter med dem omkring os og med os selv. Jeg er ingen undtagelse. Jeg har også haft (og har!) dage, hvor jeg heller ikke synes, det er sjovt!


Fra Key West til Corona

Men vi har stadig et valg. Hvis vi vælger at fokusere på det, som rent faktisk ligger inden for vores indflydelse. Karantæne, isolation, social distance, hjemsendelse og så videre – det er et vilkår lige nu. 

Når vi nu ikke kan stikke af til en eksotisk ø og heller ikke tjekke ud af Corona-land og ind i de velkendte og trygge dagligdags rutiner. Kunne vi så skabe små bidder af ”Key West” i vores nuværende situation?

Hvis jeg nu ser tilbage for et år siden. Hvad var det så den ferie gav mig, hvis jeg ikke skal fokusere på med hvem og hvor – men på hvad det gav mig på en menneskeligt og følelsesmæssigt plan?

Så here goes.


En lille “rejse-guide” oversat til karantæne-sprog:

  • Mig-tid. Jeg indrømmer! Er I flere under samme tag lige nu, er denne del udfordret. Men ikke umulig. Hvis du ikke allerede er god til at tage tid til dig selv, så ØV dig nu. Selv 5-10 minutter her og der kan gøre underværker. 
  • Samtaler med en du holder af. Selv om vi ikke kan ses – så kan vi stadig en masse. Hurra for telefon og de sociale medier. Ring til dem, du holder af. Måske en du ikke har snakket med i lang tid. Det gjorde jeg forleden – det gav mig fornyet energi! Brug skamløst af FaceTime/Skype til at ”ses”. Drik virtuel kaffe med dine venner og ældre,  lad dit førskolebarn lave frilæsning med en klassekammerat (så har du også et øjeblik for dig selv;-)). 
  • Prøve noget nyt. Det er nu vi har muligheden for at lære noget nyt, gøre noget nyt. Tillæg dig nogle nye gode vaner (de vil gavne dig, når alt er tilbage til normalen!) eller lær noget nyt. Find guitaren frem fra kælderen, støv yoga-måtten af, udvid din kulinariske horisont. Har du en gammel interessere, der har fortabt sig i glemsel og hamsterhjulet? Strikke, male, tegne, danse, synge, golf, puslespil. 
  • Self-care. Forsøm ikke dig selv. Det er vigtigt for dit selvværd og for dit velbefindende!  Gør lidt ekstra ud af dit bad og din mad, bevæg dig hver dag, drik vand og spis vitaminer. Ryd op, red sengen, luft ud. Det er alt sammen i omsorg for dig selv.  
  • Indre ro. Dyrk yoga, gå eller cykl en tur i skov eller ved strand. Meditér – der findes et hav af apps. Det er alt sammen med til at nulstille dig, klare tankerne og give dit lidt mere overskud. Selv 5-10 minutter kan gøre underværker. 
  • Masser af frisk luft og motion. Det er forår, solen skinner og vi må gerne gå ud. Så hold din #socialdistance – men kom ud og bevæg dig i luften. Hver dag. Det beroliger og aflader dit nervesystem og gavner dig også, hvis du har svært ved at sove. 


Prøv at kigge på nogle af dine egne ferie-oplevelser og se, hvordan du kan omsætte det til noget, der rent faktisk godt kan lade sig gøre. Jeg ved det. Det kan kræve lidt fantasi at omsætte en dykkertur til noget ”karantæne-venligt”. Men prøv alligevel. Hvilke følelser var der forbundet med dine oplevelser? Frihed. Samhørighed. Nærvær. Sjovt. Aktivitet. Eventyr. Perspektiv.

Midt i alle bekymringer, frygt og ængstelse for, hvad der sker omkring os lige nu – og hvad der kommer til at ske, er der også en mulighed for at lære os selv og hinanden at kende på nye måder. 

Set fra et stress-perspektiv indeholder “rejseguiden” ovenfor faktisk mange af de af de ting, som vi ofte arbejder med, når stressramte skal “afstresses”. Så det her har også betydning på den lange bane, når vi er er back in business.


Udfordringer og læring bor lige dør om dør 

Når vi bliver pressede, er der en tendens til at vi bliver aktiveret i vores gamle overbevisninger om, hvem vi er og hvad vi formår. Vi kommer til at trække på gamle reaktionsmønstre. 

Vi har fået revet tæppet væk under os. Det reagerer vi på og det er helt naturligt. Vi føler, vi mister kontrollen over vores eget liv og skal bruge lidt tid på at genvinde fodfæstet på ukendt land. Nogle er ramt personligt eller økonomisk på den ene eller anden måde. Nogle har svært ved at balancere arbejde, lektier, familiens forskellige behov og følelser i denne situation, mens andre oplever sig mere ensomme, angste eller stressede. 

Samtidig er der også en mulighed for at tage vores liv op til revision. Nye måder at leve på, være sammen på, tænke på, udtrykke os på, være i kontakt på. Hvordan er det ikke at have kalenderen fyldt med aftaler? At der ikke er tusinde ting, der skal nås? Skal forventnings-barren sænkes lidt. Skal der nogle nye vaner ind i dit liv. Hvad giver energi og hvad dræner?

Hvad vil du tage med dig videre, når vi igen får opholdstilladelse i vores ”almindelige” hverdagsliv? 


Guderne skal vide, at jeg glæder mig til, at hverdagen indfinder sig igen. For mine børns skyld, som savner kammerater, skole og fritidsaktiviteter. For os voksne, som er vant til at være ude blandt andre mennesker og gøre en forskel i vores hverdag. Og helt personligt – at komme tilbage i min praksis og se alle mine skønne klienter igen og tage imod alle de nye, der lige nu venter eller må “nøjes” med telefon-samtaler.

Indtil da øver jeg mig også i at få det bedste ud af dette ufrivillige ophold i vores liv. 

Pas godt på dig selv og hinanden. 

Kh. Marianne


PS. Ræk ud, ræk ud, ræk ud…

Denne tid, vi går igennem nu, er krævende. Oplever du stress, angst eller tristhed og har svært ved komme videre, så husk, at du ikke behøver klare det selv.

Snak om det, ræk ud og få professionel hjælp.


Indtil myndigheder ændrer retningslinjer og jeg igen kan holder terapier i min praksis, tilbyder jeg telefon-konsultationer og online sessioner.