Det kræver mod at starte i terapi

At være sårbare kræver mod og styrke

Hvorfor siger jeg det? Jo, fordi vi ofte bliver anerkendt som stærke og modige, når vi kan bære store byrder. Uanset om det er stort arbejdspres, de sorger og den modstand, livet byder os; tab af kærlighed eller noget helt andet. I terapi møder jeg mennesker, der har prøvet at være stærke og bære for store byrder for længe.

”What Doesn’t Kill You Makes You Stronger”

Nietzsche

Nietzsches citat er brugt vidt og bredt. Men jeg er ikke altid enig.

Nok er modstand med til at styrke os. Gøre os robuste (det er så moderne!). Udvikle os. Give os mod.

Men vi kan møde så meget modstand i livet, at vi ”svækkes” og gør os hårde mod verden. At vi mister tilliden til andre mennesker og trækker os væk. At vi ikke længere tør vise vores sårbarhed. At det bliver svært at indgå i sunde relationer og tro på os selv og vores værdi i verden.

Jeg tror på, at styrke ikke kun kommer af modstand, men også af medgang. Af at opleve stærke kærlige relationer. Af at føle os elskede, set og rummet.

At genlære sårbarheden

I det lys er den største styrke (igen at lære) at turde vise sin sårbarhed.

Og det er dét, vi gør i terapi – bliver stærke af at læne os ind i vores egen sårbarhed. At stole på, at den anden (terapeuten) tør være sammen med os i alt det svære. Kan rumme de sider, der af alle mulige årsager ikke har været plads til i vores opvækst og liv indtil nu.

Det er derfor jeg siger, at det kræver mod og styrke at gå i terapi og turde dele af sig selv, arbejde med det, som er svært og sårbart.

Mine klienter har alle min dybeste respekt!

Kh. Marianne

Du kan også læse denne inspirerende artikel: http://jyllands-posten.dk/…/selvudvikling-er-ikke-for-toes…/

Kontakt mig på 29 73 36 76 eller book din tid online