I dag har jeg afsluttet et forløb med endnu et unikt menneske. Da jeg mødte hende første gang var hun væltet. Altså, ikke sådan bogstaveligt talt. Men af livet. Stresset, i sorg og usikker på fremtiden. Efter 10 sessioner, hvor vi blandt andet har arbejdet med stresshåndtering, har jeg nu sagt farvel til en kvinde, som har fået modet og gløden i øjnene tilbage. Hun kan igen se mulighederne, mærke sine drømme og har genfundet sig selv i det kaos, hun havde befundet sig i. På mit bord efterlod hun en æske chokolade. Jeg elsker chokolade!
Men ikke alle gaver smager af chokolade. For i enhver krise er der faktisk en gave. Nogle bliver ret provokerede, når jeg siger det. For det føles bestemt ikke sådan til en start! Men der er potentiale for at lære nyt, gøre os fri af ting, der ikke længere tjente os – hvis vi tør stille os åbne over for det. Det kan være om os selv, vores relationer eller vores måde at håndtere pres på. Og det kan også være, vi skal have hjælp af en god ven eller terapeut til at åbne “gaven”.
Når vi ikke er klar til at vide af det, vi nok allerede ved…
Når vi står midt i en krise eller udfordrende periode i vores liv, er det sjældent særlig rart. Vores instinkt vil være at fjerne os fra ubehaget, så hurtigt som muligt. Det kan vi forsøge at gøre på mange måder. For eksempel:
- Ved at prøve at nedtone eller gøre vores egne følelser forkerte omkring det. “Det er nok også bare mig” eller “Det er også bare fordi, at han/hun…”
- Vi undskylder den andens adfærd, selv om det sårer os – “Jamen han er også så presset for tiden…” osv.
- Insistere på kun at se det gode, selv om det skaber masser af indre uro, manglende overskud og tristhed.
- Se igennem fingre med ting, som dybest set ikke er okay for dig.
- Undlade at sige fra eller nej, selv om du har lyst – bare for den gode stemnings skyld.
Listen fortsætter…
Nogle gange vil vi bare ikke vide af, hvad vi allerede ved. Fordi det er ubehagelig at give plads til de følelser, der følger med eller fordi vi ikke kan overskue konsekvenserne. Det kan også være vi simpelthen ikke kan se os selv ud af det, fordi vi ikke forstår det eller har den bevidsthed om os selv – endnu.
Men når vi tør gå derhen med os selv. Mærke følelserne, modstanden. Kigge på vores egne mønstre og hvordan vi reagerer. Så sker der noget forløsende og frisættende. Lidt ligesom et stykke fyldt chokolade. Du ved ikke, hvad der gemmer sig, men det kan kun blive godt 😉
Sådan oplever jeg også forløbene her hos mig. Med terapi og/eller stresscoaching kommer mennesker, der først ikke kunne se en vej igennem det; styrkede, klogere og friere igennem det.
Og det er da også en ret fed gave, ik´?
Hav en dejlig dag!
Kh. Marianne